De frie menigheder - studiekred 2006

De frie menigheder

Vi inviterer til 4 møder om den grundtvigske valgmenighed (frimenighed):

Hvad er den frie grundtvigske menigheds historie, teologi, menighedsliv og forhold til resten af den kristne kirke. Hvad er dens særpræg og drivkraft, – og hvad er det, som befordrer frihed i alle livets aspekter?

Der holdes fire møder med indledere med tilknytning til de grundtvigske valg- og frimenigheder. Hver indleder laver en sammenfatning af sit emne. Der laves et referat fra møderne. Begge dele sættes ind på vores hjemmeside. I kan også få det her på skrift.

Onsdag den 4. oktober kl. 19.30 i præsteboligen. "Luther og den reformatoriske frisættelse". Per Fisker indleder. ”Jeg ser det lutherske / det reformatoriske først og sidst som en stor frisættelse.” Historien om Martin Luther af Leif Grane kan læses som baggrundsviden.

Torsdag den 2. november kl. 19.30 i præsteboligen. ”Forholdet mellem folkeliv og kristendom i Grundtvigs tænkning.” Kim Arne indleder samtalen om det emne.

Torsdag den 11. januar kl. 19.30 i præsteboligen. ”Valgmenighedens organisation set i sammenhæng med dens teologi.” Indleder Kurt V. Andersen.

”Valgmenighedens liv og tro set i forhold til aktuelle livsopfattelser og holdninger.” Indleder Anne Marie Lervad Thomsen. Se mere i næste nummer og på hjemmesiden eller henvend jer her i præsteboligen. www.norddjurslands-valgmenighed.dk

Jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ingenlunde som uforligelige, men dog som saa høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele Verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed. (Grundtvig, Folkelighed og Christendom, 1847, US IX, 81ff.)

naar det klarer sig, at Christendommen , langtfra at eftertragte nogensomhelst Aands-Trældom, inderlig afskyer og af al Magt bekæmper den, og langtfra at ville undertrykke Folkeligheden , selv har vakt og vil opelske den, see, da maatte Folkene jo være vanvittige, om de forskiød en Bundsforvandt mod alt fremmed Herskab , hvis mageløse Kraft Tiderne bevidne, eller misundte den englemilde Røst, der kun vil giøre Godt, hvad Indflydelse, Folk godvillig skiænke den. I det mindste hvad Dannemark angaaer, er jeg da vis paa, at Christendommen, ved paa alle muelige Maader at fremme Aands-Friheden og tjene Folkeligheden, vil vinde større Ærbødighed og mere Indflydelse end den nogensinde før har havt, og det ingenlunde blot fordi den derved erhverver sig en glimrende Fortjeneste af den paa saamange Maader undertrykte, seipinte og hardtad dræbte Folkelighed , men især fordi Aands-Frihed og Folkelighed er hvad Christendommen, for at virke i sin Aand, enten maa forefinde eller, hvis de fattes, skabe dem (ibid, 85).

Det Nittende Aarhundredes Reformatorer behøve da kun med den stegne Oplysning at træde i deres store Forgængeres Spor, saa er de visse paa baade at aabne Christendommen en langt frugtbarere Virkekreds, og at giøre sig høit fortjente af Folkene, enten disse saa vil være Christne eller ikke, hvad nødvendig maa overlades til enhvers eget Hjerte, men kan kun afgiøres, naar Menneske-Naturen og Christendommen levende mødes i fri Vexel-Virkning (ibid. 85).

”Naar man nu vil betragte Menneske-Livet paa et vist Sted og til en vis Tid, da maa man vel, for ikke at overvælde Øiet og forvirre Synet, i Tankerne skille det ad i sine tre naturlig Kredsløb, som man kalder det huslige, det borgerlige og det gudelige Liv, …(men) … det hænger dog, som Dele af et levende Heelt eller et heelt Menneske-Liv, uopløselig sammen, …” (Grundtvig, Menneske-livet i Danmark, Danskeren 1851, 604)

”…Huslivet mellem Ægtefolk, forældre og Børn, Sydskende, Slægt og Venner og Tjenestefolk, allevegne oprindelig ligger Folk nærmest paa Hjerte, …” (ibid, 605)

”… den lukkede Menighed: ”Grundtvig forstod ved Menighed noget aabent, - aabent ud mod hele Folket, hvorved Menighedens Fællesskab bliver folkeligt Fællesskab” (Højskolebladet 1937, s. 681).

Dette kirkesyn fastholder Thaning. På tærsklen til 1970erne skriver han om Grundtvig:

”At bekendelsen, forkyndelsen og lovsangen forudsætter en menighed, der bekender, forkynder og synger, betyder ikke, at Grundtvig gør noget ud af det indbyrdes menneskelige fællesskab i menigheden. Han dyrkede aldrig det kirkelige miljø” (Thaning, Dansk Kirkeliv 1972).

Det første møde om de frie menigheder holdt vi 4. oktober. Der var godt 20 med til mødet fra Mellerup og Norddjurslands valgmenigheder.

Per Fisker holdt et rigtig godt foredrag på omkring en time om Luthers vej til det reformatoriske gennembrud. Hovedtanken var at se hvordan Luther var kommet frem til den frisættelse. Ordet frisættelse er også med i oplægget til foredraget. Foredraget styrede hen mod at vise, at Luther blev stat fri ved sin kamp.

Per Fisker fortalte om Luther og viste frisættelsen gennem den fortælling. Det store problem for Luther i sit gudsforhold var at blive god nok. Han skulle holde budene. Men hvornår var de holdt godt nok? Der var også en vej for de særlige. Det var at blive munk og hellige hele sin tilværelse til at bøn og studier i de hellige skrifter. Det lykkedes ikke for Luther at opnå det, han ville ad den vej. Der var stadig dette om det nu var nok, det han gjorde.

Det lød hårdt for ham, når han f.eks. læste udfri mig i din retfærdighed. Det var lig med vrede og straf. Han arbejdede sig frem mod den tanke og tro, at Guds retfærdighed kunne forbindes med ord som barmhjertighed. Men så skulle han helt ud af dette at kunne erhverve nåde ved ydelser.

Det blev klart for ham ved læsning af Romerbrevet, hvor han kunne læse at ”den retfærdige skal leve af tro”. Derved kunne han blive sat fri fra denne overanstrengelse at skulle være god nok. Han blev sat fri for denne selvbeskuelse.

Ved tro på, at Guds retfærdig og barmhjertighed hænger sammen, ved at tro på, at Guds nåde er helt gratis, blev han sat fri til livet i verden.

Det er denne frisættelse, som er afgørende for vores måde at tale om tingene på.

I samtalen efter foredraget talte vi om, at tro også kunne blive set som en ydelse eller en særlig kvalitet. Og så var vi lige vidt. Det må det ikke være og kan vel heller ikke være det, kom det frem i samtalen. Tro opstår i mennesker ved ord om Vor Herre og af Vor Herre. Det er Helligåndens virke, at tro opstår gennem ord.

Per Fisker fortalte videre om afladshandelen, som Luther gik imod med de 95, der blev slået op på kirkedøren. Afladshandelen hvilede på tanken om at kunne yde for nåden. Man kunne give penge til kirken, så ville ens straf for synd blive mildere.

I samtalen blev der spurgt om straf egentlig ikke helt forsvinder ud af tanker om tro med Luthers opdagelse eller genopdagelse af retfærdighed ved tro. Når vi er helt retfærdiggjorte, kan der så være tale om straf? Vi bliver godt nok ved med at være syndere, men vi er samtidig retfærdiggjorte. Så er der vel bare at gå i gang med livet uden frygt for straf.

I foredrag hen mod slutningen fortalte Per Fisker om Luther i Worms. Rigsdagen i Worms ville have ham til at frafalde sine tanker. Han skulle tilbagekalde.

Det er det vi nu om dage kalder undskyld, sad jeg og tænkte. Han skulle sige undskyld og forsikre, at han aldrig skulle sige sådan mere.

Det kunne Luther ikke. Det forbød hans samvittighed ham. Det kunne koste ham livet ikke at sige undskyld. Han kendte godt historien om Johan Hus hundrede år tilbage. Luther blev reddet og kunne fortsætte med at udbrede sine tanker.

Per Fisker sluttede sit foredrag med at fortælle om Luthers far, der var imod alle slags mellemmænd. Denne modstand arvede Luther. Hans frisættelse handler om den direkte vej til Gud gennem tro og ikke gennem gejstlighed og gode gerninger. Det vil vi sikkert komme ind på igen næste gange, hvor vi skal tale om folkelig og kristendom ud fra Grundtvigs tænkning.

Luthers kamp efterfølgende blev at forsvare og beskytte sin frisættelse. Det er ikke hele vejen en opløftende historie. Sådan går det tit, når en afgørende indsigt skal forsvares, og der bliver magtstrukturer omkring den. Det er måske særlig dette, denne stivnen, som Grundtvig er imod, når han kritiserer den Lutherske ortodoksi.

Der kunne være mere at skrive om denne rigtig gode aften. Har nogen lyst kan I sende indlæg til mig (jsimon@post9.tele.dk) så vil jeg sørge for, at det kommer ind her på siden.

Det er i dag ikke ualmindeligt at bruge ordet ”luthersk” som betegnelse for en mørk og dyster og bodstung kristendomsforståelse, nærmest som et skældsord. Heroverfor stiller man så ordet ”grundtvigsk” som betegnelse for en lys og positiv og glad og munter og “let” kristendomsforståelse, der ikke tager tingene så tungt - undertiden karakteriseret som “Grundtvig-light” kristendom!

Som bekendt forholdt Grundtvig sig kritisk over for den lutherdom, som han kendte i form af samtidens overleverede stive lutherske ortodoksi. Og mens han i sine tidligste år efter sin kristelige opvækkelse i 1810-1811 blev anset for at være en gedigen lutheraner (“Luther den Lille”), blev han i sine senere år i stedet ofte anset for at være en teolog, der lagde afstand til Luther. Grundtvig protesterede dog selv mod den opfattelse af ham. I november 1863 skrev han i forordet til 2. udgave af sin afhandling fra 1831: “Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes?”, at han “vil ønske, at afhandlingen må, hvad den er skikket til, blandt andet oplyse den danske læseverden om, at når man nu er nær ved at bansætte mig på Bibelens og lutherdommens Vegne, så er det ikke des mindre mig, som i århun-dredets første menneskealder har kæmpet på liv og død for den anseelse, Bibel og lutherdom da aldeles havde tabt hos os, men ikke mindst derved har tilbagevundet“.

Afhandlingen, som Hal Koch kaldte “Grundtvigs teologiske hovedværk”, hedder “Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes?” Der er altså ikke tale om en afskaffelse, men tværtimod om en fortsættelse og videreførelse af reformationen og den reformatoriske grundholdning under nutidens nye vilkår. For lutherske er vi ikke bare ved ordret at gentage, hvad Luther sagde, men ved ud fra hans grundholdning og i hans ånd at forholde os til nutiden og dens udfordringer. Sådan forstået skal den lutherske reformation netop fortsættes i hver ny generation.

Jakob Knudsen skildrer i sin roman om Luther fra 1915 (dobbeltromanen “Angst og Mod”) Luthers far Hans Luther som præget af en grundliggende modvilje mod alle slags mellemmænd. Derfor brød han sig ikke om helgener, “han vilde helst gå lige til manden selv, og det var jo da Gud i Himlen”. Han ville ønske, at noget tilsvarende kunne gælde i hans daglige arbejdsforhold, så at han også her kun havde med manden selv at skaffe, Mansfeld-greven - “det var noget usselt noget at være skilt ved flere mellemmænd fra den, man egentlig tjente, at man ikke havde med manden selv at gøre”.

Og derfor brød han sig heller ikke om de kirkelige mellemmænd:   “Ja, det var galt med alle de her mellemmænd! - alle disse helgener og munke og præster! Det skulle jo være sådan, at der kun var én mand for det hele, den Herre Kristus selv - og sådan måtte det dog vel også i virkeligheden være”. Den tankegang førte til et sammenstød med præsten, der kom for at besøge Hans Luther under hans sygdom:   “Jeg vil tale med Gud selv”, sagde den syge nu, “jeg vil ikke tale med hyttemesteren og med garveren ...” (Mansfeld-greverne, som ejede hele bjergværksdriften på egnen, havde lejet to smeltehytter ud til garver Görcke i Mansfeld, og garveren havde så ansat en hyttemester til at drive dem i det daglige.)   - Det ligger helt på samme linie, når sønnen Martin som voksen reagerer - og reagerer skarpt! - over for den katolske kirkes mange selvbestaltede mellemmænd, som træder ind mellem mennesket og “manden selv” - Gud..

I stedet for at spille Grundtvig og Luther ud imod hinanden er det mere frugtbart at se og forstå såvel Luther som Grundtvig ud fra deres fælles modvilje mod alle kirkelige mellemmænd.

For Luther var det kirken og præsteskabet med deres krav om gode gerninger som adgangsbillet til Gud, der som mellemmænd stillede sig imellem menigmand og “manden selv”. Derfor måtte der ryddes op fra grunden på det felt. Og derfor blev reformationen en nødvendighed - for menigheden og dens liv vejer tungere end “fred udi kirken”.

For Grundtvig var det den statskirkelige magtinstitution med universitetsteologiens “eksegetiske pavedømme” og de rationalistiske præsters magtbeføjelser kombineret med deres “kristendom-light” forkyndelse, der som mellemmænd stillede sig mellem “de gammel-troende” (dvs. “de gammel-lutherske”) og Gud. Derfor var det nu igen nødvendigt at få ryddet op helt fra grunden. Og derfor måtte den lutherske reformation nødvendigvis fortsættes og videreføres i den nye situation - for menigheden og dens liv vejer stadigvæk tungere end den altid så lovpriste “fred udi kirken”!

Således er den kirkelige frihedslovgivning med sognebåndsløsningsloven fra 1855 og loven om valgmenigheder fra 1868 en konsekvent videreførelse i Grundtvigs ånd af den reformation, som Luther begyndte.   Kampen mod alle slags mellemmænd mellem menigheden og “manden selv” fører helt konsekvent til, at der må svares ja til Grundtvigs spørgsmål fra 1831:   ”Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes?”

Ja, det skal den - derfor har vi valg- og frimenigheder, for kampen mod alle kirkelige mellemmænd må fortsætte også i dag!

Kim Arne Pedersen indleder mødet den 2. november. Han har samlet dette udvalg af Grundtvigtekster, som han vil indlede samtalen ud fra.

”Det Chaotiske i vor Stats-Kirke vilde netop være et uberegneligt Fortrin, naar kun ikke Folkets Samvittigheds-Frihed druknede i Præsternes, saa hver Sogne-Præst blev en lille Pave, og Menighederne, der dog umuelig kunde skifte Tro saa tit som Præst, blev enten aldeles ligegyldige eller et Rov for alskens Sværmeri. Løses derfor blot Sogne-Baandet, da vil Præsternes fri Stilling gjøre, at baade blive alle Folkets religiøse Anskuelser repræsenterede i Stats-Kirken, og træde i Vexel-Virkning under de allergunstigste Omstændigheder, da den eensartede videnskabelige Dannelse hos Præsterne, og Disses lige afhængige og lovmæssige Forhold til Regieringen og Folket, vil, saavidt mueligt i denne Verden, forebygge, altsaa i høieste Grad formindske de farlige Følger af den religiøse Modsætning, der i Forstands-Tiden umuelig kan forsvinde, uden i en Ligegyldighed for det Himmelske, der ligesaavel er Statens som Kirkens Pestilens” (Grundtvig, Den Danske Statskirke upartisk betragtet, 1834, Haandbog i Grundtvigs Skrifter v. E. Borup og F. Schrøder, III, Kirkelige Grundtanker, Kbh. 1931. 257).

”Naar en saadan Giennemførelse af Kirke-Friheden, hvorved baade Talere og Tilhørere løses fra alle de verdslige Baand, som Aanden undviger, beskyldes for at være en Opløsning af Kirke-Samfundet, da lader man aabenbar uændset, at Talen ei meer kan være om den opløste Tvangs-Kirke, men om den ny Frikirke, som maa stræbe at vinde en tilsvarende Skikkelse, hvad kun kan skee ved frie Menigheder med Fri-Præster, der ei paatage sig noget andet Baand end det, som Herrens Friheds-Aand selv ved Daaben paatager og paalægger hele Menigheden” (55).

”…derfor maa Kiærligheden mellem Forældre og Børn og den ægteskabelige Kiærlighed mellem Mand og Kvinde i det gamle Menneske-Liv, for saavidt den findes og saavidt den gaaer, være aldeles eensartet med Kiærligheden mellem den himmelske Fader og hans jordiske Børn, og med den ægteskabelige Kiærlighed mellem Christus og hans Menighed i det ny Menneskeliv, og ligesom Herren selv har sagt os, at vi maa blive som Menneske-Børn, før vi kan gienfødes til Guds-Børn, saaledes vil Herrens Aand sige os, at vi maa blive som menneskelige Ægtefæller, før vi kan indlemmes i det store Fællesskab med Herren som en Brud med sin Brudgom, og en Husfrue med sin Ægtemand” (Grundtvig, Den Chrl. Børnelærdom,VU VI 131)

Dette er den anden vigtige Slutning, vi skal drage af Oplysningen om Ægteskabets Forhold til Christendommen, thi kan og skal det christelige Ægteskab være et Forbillede paa og en Forberedelse til Herrens Ægteskab med Menigheden, da maa det jo udelukkende vente og hente den guddommelige Velsignelse dertil af det christelige Saligheds-Middel, som baade udtrykker og skaber det hemmelighedsfulde Kiærligheds-forhold og uindskrænkede Fællesskab mellem Christus og hans Menighed, altsaa af ”den hellige Nadver”, …( ibid. 133).

”Slutningen bliver da, at ”det hellige Kys” der, som et Kiærligheds-Kys”, skal beseigle de ”Helliges Fællesskab” hos den syvende og sidste Menighed, det kan kun fødes, opelskes, optugtes, oplyses og forklares i et christeligt Ægteskab, der ikke skabes ved nogen selvgjort Brudevielse men ene mellem levende Christne ved Nadveren i Vorherres Jesu Christi Navn af den Helligaand” (Ibid. 135).

Der er altsaa virkelig en dobbelt Synds-Forladelse, den guddommelige, nemlig, som skiænkes i Daaben, og den menneskelige, som hører til Nadveren, og skiøndt den guddommelige Syndsforladelse i Daaben kun er betinget af Troen og Bekiendelsen under eet, og er aldeles fuldstændig, saa gives den

dog kun under den Forudsætning, at den indbyrdes menneskelige Synds-Forladelse kommer til hos

”…den christelige Opgave blev da ikke at faa Skriftemaalet afskaffet eller skilt fra Nadveren, men at faa det ført tilbage til en Skikkelse, der svarede til dets christelige Betydning, som aandelig ”Fodtvæt” og hjerteligt ”Broderkys” til Udtryk af den Kiærlighed, som skjuler Syndernes Mangfoldighed” (ibid. 159).

Den eneste evige Bolig! (Grundtvig, Den evige bolig, GSV V, No. 81, 3, 132-133).

Nidskhed al er Tomheds Gab! (Grundtvig, Loven og Naaden, GSV V, No. 63, 2, 101).

Sin Kiærligheds evige Bolig! (Grundtvig, Den evige bolig, GSV V, No. 81, 3,6-7, 132-133).

Kiærlighed er Glædens Fylde! (Grundtvig, Helgen-Fællesskabet, GSV V No. 181, 1-3, s. 319ff.)

”Jeg tør dristigt sige, som den der i over 55 Aar har haft min Gang i de frie Menigheder, at den, der ikke har Evne til at leve i Venskab, for ham eller hende vil det blive skæbnesvangert at komme med i en af de frie Menigheder. Det vil blive en Plage for Vedkommende selv, og det kan blive en ren Ulykke for Menigheden” (Niels Dael i De grundtvigske Fri- og Valgmenigheder, Odense 1944, 11).

”Ogsaa Daaben bestaar af noget synligt og noget usynligt, af Vandet og Aanden, og Ordet, som forbinder dem. Denne Tanke fører os da til Menigheden som Ordets Værksted. Der virker Aanden, skaber og samler og opbygger. Hos kristne Mennesker findes der mange Fejl og Mangler; men naar Aanden forener os i Menigheden, raades der Bod derpaa, i Fælleslivet naar de Kristne Virkeliggørelsen af Guds Maal” (Asger Højmark i De grundtvigske Fri- og Valgmenigheder, Odense 1944, 484).