Før Norddjurslands Valgmenigheds stiftelse

Brydningstider

Af Forstander Rasmus Nielsen

Vivild Ungdomsskole 1958.

Årene efter 1864 var på mange måder en ny tid. Det var ikke alene, fordi Dalgas ved sin opdyrkning af heden gav erstatning for det, vi havde tabt. Nej, også inden for åndslivets område kom der liv og bevægelse, og det faldt godt i tråd med tidens tanker, da Bjørnson i juni 1874 fra Tyrol sendte sin ”Opsang til friheds folket i Norden”:

”For folkestyre, stå frem! stå frem!

for kirke, for skole, for frihed!”

Det friske, åndelige vejr, som i disse år satte liv i den danske skole og kirke, gik også over Djursland - både i syd og nord.

Allerede i 1865 kom Vilh. Beck til Ørum-Ginnerup, og skønt han kun var der i 9 år, kan det mærkes helt op til vor tid, ligesom det kan spores gennem de mange missionshuse, som i disse år blev rejst på Djursland og Mols. Det var ikke mundsvejr, når Vilh. BecK formede et af sine slag ord sådan: - ”Så længe jeg lever, må jeg have lov at gale.”

- Folk på egnen vågnede op. 3. februar 1897 samledes i Rønde missionshus 40 repræsentanter

fra de forskellige I.M.-samfund på Djursland for at drøfte oprettelsen af en højskole med cand. phil. K.

Herskind fra Nr. Nissum som forstander. Skolen blev en kendsgerning, selvom Vilh. Beck ikke var

så glad for den, så længe de 4 bestående skoler ikke var fyldte. På samme tid rejstes en række grundtvigske højskoler på Randersegnen og på Djursland. De fik alle betydning, men især må nævnes skolen i Mellerup, som fik en ikke ringe betydning langt omkring. Man kan spore et vist åndeligt røre, hvor eleverne fra Mellerup kom hen. Skolen rejstes i 1880, og ti år senere stiftedes Mellerup Valgmenighed, som den første på Randersegnen. Som første præst antog menig heden forfatteren Jakob Knudsen. Det var godt, at skolen kom før menigheden, fordi skolen der ved beredte jordbunden for denne.

Da jeg i 1910 kom til Vivild, hørte jeg ofte beretninger af gamle elever fra Mellerup. Mangt et frø blev i disse år sået, og det slog rod til kommende tiders høst.

Befolkningen havde anmodet en ung mand, Jens Bech, om at overtage forstanderpladsen. Han var

kommet fra ganske jævne kår og var uddannet fra Lyngby Seminarium.

Han havde en enestående evne til at tale til unge og til at vinde deres tillid, hvilket det hurtigt voksende

elevtal også vid nede om. Han begyndte med 32 elever, men 4 år senere havde skolen 100 elever,

og sommeren efter var der 150 elever. I 1893 døde Jens Bech pludselig, men det endelige røre, som

han havde skabt, bredte sig vidt omkring.

Valgmenigheden i Mellerup blev ved at bestå - også da den i nogle år måtte gennem stærke rystelser,

da Jakob Knudsen lod sig skille og giftede sig med Jens Bech’s datter. - Fra disse år stammer hans

smukke morgensang: - ”Se, nu stiger solen af havets skød”, som han skrev, da han en morgen oplevede

en solopgang ved stranden. I 1903 - i 10-året for Jens Bechs død - rejstes en højskole i Vivild. Man samledes i gdr. Anders Thuesens dagligstue og besluttede at købe den gamle børneskole for

at oprette en høj skole der. Kredsen bestod af folk, der var stærkt påvirket af Mellerup, og den nye skole blev midtpunkt for egnens grundt vigske mødevirksomhed. Skolens første forstander blev cand. theol. J. Ravn, Mellerup, som ledede skolen til 1912. Han døde nogle år senere som præst i Særslev på Fyn.

Den kendte lærer, Ole Andersen, Lemming, ledede skolen i to år, hvorefter skolens lærerinde, Emilie Døcker, overtog ledelsen hjulpet af Alma Andersen, som senere blev leder af Husassi stenternes Fagskole i København.

I 1918 købte Broder Nissen, Hadsten Højskole, Vivild Høj skole og drev den til 1926. - I disse år begyndte man at drøfte oprettelse af en valgmenighed, og forstanderparret Nissen var stærkt interesseret, men drøftelserne gik i sig selv, da tiden ikke var moden til et sådant skridt. Under forskellige ledere fortsatte højskolen til 1930, men på det tidspunkt var elevtallet så lille, at man måtte standse, og så lå den stille til foråret 1932.

Efterhånden som de unge kom hjem fra højskole, stiftede hjem og fi k børn, fi k kirke og hjem fl ere berøringspunkter.

Mange af disse unge havde i højskoletiden fået adskillige åndelige spørgs mål ind på livet og var kommet til at tænke over dem.

Det kunne være konfi rmationsforberedelsen, man havde forskelligt syn på - eller spørgsmålet om at give Fadervor og trosbekendelsen som lektie. - Skal salmer læres ved at blive sunget eller ved udenadslæren?

Et barnesind kan være et meget følsomt modtagerapparat, som kan tage skade, hvis det ikke omgås med fi n forståelse. Jeg forstår godt, at et par forældre kan løse sognebånd, hvis deres barn en dag kommer grædende

hjem, fordi det er blevet sagt til dem, at man gik fortabt, hvis man ikke gik til møder bestemte steder - her sigtes selvfølgelig ikke til lokale forhold, men tilfældet har fundet sted i dette land. Andre spørgsmål, der kunne røre sindene, var: Dåbens og nad verens stilling i gudstjenesten, de unges deltagelse i omvendelses møder og bønnemøder efter gudstjenesten om aftenen. Evangeliets udlægning til visse konkrete foreteelser inden for menigheden kan jo til tider føre kamp med sig. -

Men mange er bange for kamp og glemmer, at

”kamp skal der til, skal livet gro,

ej blot kamp for dagligt brød;

men kamp for frihed i liv og tro,

thi evig stilstand er død”

Kirkeligt Samfund dannes.

Fra grundtvigsk side sammenkaldte man til landsmøde på

Askov i 1898 med det formål at skabe større sammenhold

og samarbejde til kristenlivets vækst og vækkelse og til oplysning på dåbspagtens grund. Hvis man stod sammen, ville man kunne løse visse fællesopgaver: Soldaterarbejdet, grænsesagen, Porto Novo-Missionen m. m.

Desuden enedes man om at udgive et kirkeligt

blad: ”Menig hedsbladet (nu kaldet ”Dansk Kirketidende”). En lang række grundtvigske præster fra hele landet stillede sig til rådighed for gudstjenester og møder på egne, hvor

man ønskede det. Når jeg ser tilbage over de år, som nu

fulgte, er det de glade ste og mest opløftende år i mit liv. Men inden jeg går over til et tilbageblik på disse tider, vil jeg

først rundt for at hilse på enkelte fra de forskellige kredse - evt. vil det ske gennem en lille hilsen, som fl ettes ind i dette

tilbageblik.

Ved besøgene hos Jens Birch og hans

kone i Allingaabro, siger han: - ”Ja - mine første erindringer

om grundtvigske møder og gudstjenester går tilbage til Ø. Alling”.

Mange af de unge der tog jo over til Jens Bech i Mellerup, og man har vist lov at sige, at det har sat sine spor. Man husker Marius Hald, V. Alling, og P. Andersen fra Ringgården. I øvrigt kan det være vanskeligt at fremskaffe positive oplysninger

om arbejdet og dets vilkår. Allerbedst havde det været at have haft en lokal kendt mand eller kvinde til at fortælle om arbejdet og dets kår, set indefra, men det har ikke været muligt. En stor hjælp havde det været, hvis der fandtes en udførlig forhandlingsprotokol,

men ingen så dan er bevaret. Den ældste protokol

stammer fra 1917, men den giver kun sparsomme

oplysninger. Jeg har gjort hvad der er men neskeligt

muligt, for at få nogle oplysninger. Så får man tage det, som jeg har kunnet skaffe det. Jeg har enkelte erindringer om den første formand, købmand Thordrup, Allingaabro. Han var medlem af sognerådet og meget ivrig efter at få unge lærere ansat ved kommunens skolevæsen, lærere, som ville gøre noget for de unge. Efter Thordrup blev den daværende kasserer for K. S., gdr. N.

Krogh, valgt til formand. Det må vist have været i

hans for mandstid, at man sendte bud efter provst

Vinther, København, for at få ham til at foretage

den indsamling i Vejlby kirke til D. d. U., som menighedsrådet havde nægtet at foretage ved en gudstjeneste.

Da den var blevet afholdt i Vivild, bragte

det nogen uro i Vejlby, hvor den blev nægtet. Efter Krogh blev daværende konsulent i Allingaabro,

Johs. Nyholm, valgt til formand.

De følgende år blev urolige og be vægede år. Først

kom kriseårene i trediverne og siden Danmarks besættelse med mangel på brændsel og lys og halvvejs forbud mod møder og meget andet. Det var i de år, at alsangen gik sin sejrsgang rundt om i landet.

Også i AIlingaabro og Vivild havde vi disse sangaftener, som virkede betagende på mange.

Det greb folk, at vor folkefrihed var i fare. En og anden blev grebet af tidens alvor, så de anede lidt om, hvordan det erfares, at ”Anden fl yver over sletten,

lavt som aldrig før” og at ”Sangen forener, idet den

forsoner mislyd og tvivl på sin strålende gang”.

Flere sådanne møder blev afholdt både i Allingaabro

og Vivild i fællesskab med I. M.

I disse år talte modige mænd rundt i vore mødesale

”Roma midt imod”, selvom fangelejre og tortur

truede dem. Det var mange steder vanskeligt

at holde vore gudstjenester og møder i gang, men

man havde også følelsen af, at der godt kunne leves

rigt under trange kår. Da Nyholm rejste, blev Jens

Birch formand for K. S. i Vejlby sogn. Birch var

kommet i menighedsrådet, og det var vist her, han

gjorde sin største indsats inden valgmenighedens

dannelse. Det har ikke altid været let at hævde sig

over for et overlegent fl ertal og få sine synspunkter

frem. Men Birch har aldrig været bange for at sige

sin mening, derfor kom der fasthed over hans synspunkter.

Måske var det derfor, at de tre mænd i foråret

1948 kom til Vivild og tilbød deres følgeskab i

dannelsen af en valgmenighed.

Det var Birch, mejeribestyrer Abildgård og konsulent Engvang Hansen, AIIingaabro, som mødte. Og svaret fra os lød:

”Ja tak, bare vi har modenhed nok til både økonomisk og åndeligt at bære den”.

Inden Birch og jeg skilles, får vi opfrisket mange gode minder fra årene omkring valgmenighedens stiftelse.

Jeg fi nder senere i protokollerne fl ere oplysninger om kredsarbejdet i Allingaabro, og bl.a. ses, at der i tyverne holdtes nogle udsalg - vist efter henstilling fra pastor Ring - og de midler, som kom ind, fordeltes til Porto Novo-Missionen, Østerlands Missionen, Santal-Missionen og Grundtvigs Hus i København, ligesom en del selvfølgelig brugtes i det lokale arbejde.

Af præster, som har været benyttet, kan nævnes: Ravn, Fausing, Mikkelsen, Kristrup, Thaning, Hobro, m. fl . Fra de senere tider må nævnes pastor Pedersen, Aalborg, og Aage Møller, Mellerup. Kredsen har især fået tilslutning fra Allingaabro, Vejl by og Tøjstrup. Fra fru Johanne Johansen, Gjesing, er kommet følgende op lysninger: - ”Efter at vi her i Gjesing - trods vejlængden havde deltaget i de store møder i Vivild, Ørsted og Randers og havde haft pastor Ring i vakancen, blev det i 1925 vedtaget at oprette en Kirkelig Samfundskreds i

tilslutning til K. S. af 1898.”

Kredsen skulle virke til støtte for og samling af det grundtvigske arbejde med den fornemste opgave at samle til opbyggelse, oplivelse og oplysning, samt at værne om det frie, grundtvigske menighedsliv.

Der var snart ca. 50 medlemmer her i Gjesing. Een

gang om måneden havde vi gudstjeneste, fortrinsvis

ved præ sterne Mikkelsen, Busk Sørensen, Elbæk,

og Edv. Pedersen. Med inderlig glæde satte vi blomster på alteret, med forventning og andagt samledes vi.

Da der blev kaldt fra Vivild om dannelse af valgmenighed,

må jeg vedgå, at det, som blev loddet i vægtskå len for os, var minder om åbne døre hos venner: - i Randers hos forst. Hansens, i Vivild hos forst. Nielsens og i gdr. P. Simon sens hjem, hvor vi traf mennesker, som vi så op til i åndelig henseende.

- En anden grund var bevidstheden om, at sammenholdet

er så vigtigt!

- At møde mennesker, man har tillid til og følges

med til nadverbordet, er vel det nærmeste, man

kan komme Guds rige her på jorden.

- Tak for venlighed og for ståelse.

- Tak til de præster, som vi har haft i valgmenigheden,

og som har hævet os op over dagliglivet og ført os nærmere evigheden.

Vi vil så gerne synge:

”Nu beder vi den Helligånd,

at sammenknytte os med troens bånd,

så vi glade vandre,

Jesus, mellem dine,

elskende hverandre,

som Gud elsker sine.

Herre, hør vor bøn! -”

Fra Hans Hansen, Nørager, er kommet følgende

hilsen: ”Kirkeligt Samfund” havde en kreds i Tustrup

og omegn fra 1920 til 1923. Forskellige præster

talte i Nørager kirke, f. eks. Bjørnbak, Randers,

og Ravn, Fausing, og samtidig var der en foredragsforening, som samlede mange gode foredragsholdere i forsamlingshuset, men den opløstes på grund af for ringe tilslut ning.

Lærer Worm oprettede en forening for skoledistriktet

i 1942, og den havde en række gode møder, men

i 1950 opløstes den. - Når vi nu skal til åndelige og

folkelige møder, skal vi til ungdomsskolen i Vivild.

- En lille kreds står som medlemmer af valgmenigheden

- ikke mange, men vi står sammen, og som bekendt

gør enighed stærk.”

Som repræsentant for den trofaste kreds i Fjellerup

sender fhv. mejeribestyrer Lyndrup et bidrag, hvori

han bl. a. skriver: ”Før Fjellerup badestrand blev opdaget, var byen ukendt, og man kan vist godt sige, at først med Hegedalsmøderne blev byen og egnen kendt. En lille kreds af mennesker dannede i 1912 Fjellerup Foredragsforening, som foruden foredrag og enkelte guds tjenester begyndte med Hegedals-møderne, der fik stor tilslut ning fra hele Djursland, og som varede, til tyskerne i 1940 be satte Hegedals-bakken. De ganske få familier, for hvem det grundtvigske livssyn var blevet noget levende, søgte sammen til fælleslæsning,

samtaler og sang og fandt også sammen vejen til Vivild højskole og til den kreds, der her jævnligt holdt gudstjeneste og tog os med i fællesskabet. Helt fra 1868-70 har der været indremissionsk forkyndelse i Fjellerup, som satte dybe spor og prægede befolk ningen. Vor lille kreds fandt dog venner på stedet og blev aldrig helt hjemløse i sognekirken. Alligevel var tanken om en valgmenighed på Djursland vort stille håb, så da opfordringen fraVivild og de andre kredse kom, var der ikke tvivl i vort sind. I stille lykke sagde vi ja, og vi fortrød det ikke.”

Den næste, jeg sætter mig i forbindelse med, er Johanne Simonsen, Vivild. Da hun hører mit ærinde, lyser det op i hendes ansigt, og snart viser det sig, at hendes dejlige hjem er et rent arkiv med breve, billeder m. m. fra gammel tid, ligesom man ser en dejlig samling af bøger af kirkelig og folkelig art.

Jeg får en bunke gamle papirer til gennemsyn, og her finder jeg mange interessante ting. F. eks. et regnskab fra omkring år 1900, da pastor Kabell, Randers, tog til Vivild og holdt guds tjeneste en gang om måneden. Han fi k en så beskeden betaling som 11 kr. pr. gang - alt iberegnet. De frivillige bidrag fra med lemmerne lå fra 20 kr. til 1 kr. årligt. Af navnene i fortegnelserne ser man, at det var en kreds, som spændte ikke alene over byen - men tog hele egnen med. Følgende navne kan nævnes: Jens Boelsmand, Overgaard, Valdemar Møller, Mogenstrup, Rasmus Bjerregaard, Hegedal, Niels Elkjær, Lystrup, P. Kløve, Gjesing, og A. Isaksen, Mikkelborg. Man ser, at kredsen allerede for 50 år siden var temmelig stor.

Kirkeligt Samfund i arbejde.

Vivild-kredsen er blevet hjulpet af grundtvigske præster i

over 50 år. Den første, jeg husker efter Kabell, var Clausen Bagge, som var sognepræst i Ø. Alling, senere frimenighedspræst i Ring købing. Vi kørte nu og da til gudstjeneste i Ø. Alling i hans tid. Efter gudstjenesten samlede han os tit i sit hjem til bibeltime. Til at begynde med ordnede vi os med skiftende præster, men senere fi k vi en bestemt mand. Følgende præster hjalp os langt frem: pastor Ring, Ørsted, pastor Pedersen, Grenaa (senere Aal borg), pastor Busk Sørensen, Mygind (senere Lemvig valgmenighed), pastor Mikkelsen, Kristrup, pastor Bjørnbak, Randers, og valgmenighedspræst Aage Møller, Mellerup. Disse mænds arbejde kom til at betyde meget for kredsen. Men det havde været endnu bedre, om gudstjenesterne havde været om søndagen og noget tiere. Festlige stunder var det, når der var dåb, og det gik stærkt op for mig, engang da en af vore egne børn blev døbt, at det kommer til at betyde meget mere, når man ved en sådan lejlighed er omgivet af venner og slægt. I de første år fi k vi ikke kirken til brug uden at møde med 10 underskrifter af lokale folk. Sådanne og lignende genvordigheder førte med sig, at en del af os senere løste sognebånd til en af egnens grundtvigske præster.

Foruden til gudstjenesterne samledes en del familier til ugentlige sammenkomster i hjemmene. Her drøftedes de kirkelige spørgsmål, ligesom der blev læst op af opbyggelige og oplysende bøger af folk som Morten Larsen, Carl Koch m. fl . - Det måtte gøre et uudsletteligt

indtryk på mig at opleve den måde, hvorpå disse jævne mennesker kunne slutte en sådan aften med at bekende troen og bede Fadervor. Det gav mig et indtryk af noget stærkt og levende. Vi sang en mængde friske, nye sange

og salmer. Hele dette samvær står vi i en dyb

taknemlighedsgæld til. Nu er de alle døde - på een nær, nemlig fru Johanne Simonsen, Vivild. I nogle år samledes fl ere familier fra Lystrup og Skovkjær, og også i disse sammenkomster deltog vi. Disse aftener sluttede på samme måde som i Vivild. Vi fulgtes også ofte til Højskoleforeningens møder i Randers. Vi kørte til tider med hest og vogn den lange vej, og der blev lejlighed til både sang og samtale. Mange interesserede menne sker søgte til disse møder, og et vist fællesskab skabte de – til megen glæde for os. Den afdøde formand, direktør Mehlsen, Kristrup, drømte vist om, at det skulle have udviklet sig til en højskole, men det skete ikke. Men møderne blev af stor betydning.

Da højskolen i Vivild standsede på grund af manglende

til slutning, stod kredsen i Vivild hjemløs med hensyn til møde lokale. Derfor besluttede min kone og jeg, at der måtte skabes mulighed, og vi købte et hus, der lå op ad børneskolen for at bygge en samlingssal. - Pengene havde vi ingen skrupler med; dem lånte vi, og så håbede vi ellers, at huset ville blive fyldt. Pastor Pedersen, Aalborg indviede salen, som var stuvende fuld. Vi står på mange måder i et tidsskifte. På denne egn vokser et tredie slægtled frem, hvis tanker og oplevelser på mange måder går nye veje. - Måtte alle, der har ansvar for den slægt, der vokser frem, engang imellem stemme med på ovenstående. For 10 år siden kom man og spurgte, om vi i Vivild ville være med til at danne en valgmenighed. Hvem, der har læst denne beskrivelse af hovedtræk af det, som er sket på denne egn gennem 50 år, vil kende svaret og forstå, at det måtte blive et Ja!

Rasmus Nielsen